Hyldgårdsminde

Hyldgaardsminde fungerer i dag som Rebildselskabets kontor og repræsentationslokale. Det ligger ved indgangen til Rebild Bakker.

Historien om P´Hyldgaard, som oprindeligt ejede huset:
P´Hyldgaard så en forretning i at koge vand til folk som kom i bakkerne med frokostkurven og skulle have kaffe eller thè. P´Hyldgaard stillede sin have til rådighed. Efterhånden blev både P´Hyldgaards hus og Tophuset traktørsteder, selv om al servering stadig var udenfor. Forholdene blev efterhånden øvrigheden for meget, og derfor aflagde den lokale politimester besøg for at få bragt orden i tingene. Hvis Tophuset og P´Hyldgaard hver betalte 25 kr. om året ville politiet give dem begge en adkomst til udskænkning og servering - en såkaldt afholdsbevilling. P´Hyldgaard ville ikke ofre de mange penge så Tophuset blev ene om at drive gæstgiveri. Nu måtte P´Hyldgaard nøjes med at dyrke sine hvidroer. For at udvide "geschæften" lidt fandt han på at sætte en skurvogn op, hvor folk kunne forrette deres nødtørft. "Vse" havde han skrevet på døren med kridt i stedet for WC, men hvorfra skulle han vide bedre. Han var altid god for en historie, hvis turisterne var til sinds at få en sådan én, og de gik altid lidt uden for det sandsynlige. P´Hyldgaard var faktisk en hel lille "Münchhausen" - ikke fordi han ville lyve. Det var bare hans facon, og han troede vist selv på det meste af det. På sine gamle dage fortalte han folk, at han var blevet så forkalket, at hans kone gik og fejede op efter ham, og det var jo nok lidt overdrevet. P´Hyldgaard fandt på endnu en forretning, for selv om otteårige Jens Christensen fra Aalborg havde set det utrolige antal automobiler til den første Rebildfest, så var bilismens tidsalder alligevel kommet for at blive, og dermed var der også behov for parkeringspladser. For en 25 øre kunne man parkere hos P´Hyldgaard.

I 1964 lod Rebildselskabets præsident Charles L. Hansen navnet Rebild National Park Board ændre til Rebild National Park Society, Incorporated med hjemsted i Chicago. Bygningerne, det var "Blokhuset", "Tophuset" og P´Hyldgaards gamle ejendom, som man havde købt år forinden, og som man nu lod indrette til modtagelser og mødelokaler. Selv med P´Hyldgaards livlige fantasi ville det ikke have været muligt for ham at forestille sig, at hans gamle stuer skulle blive brugt til modtagelse af konger, dronninger og præsidenter.